Bang & Olufsen rapporterer foreløbige Q3 regnskabstal, på linje med forventningerne, men justerer outlook for 2019/20 som følge af den forventede påvirkning fra COVID-19
Foreløbige resultater for Q3 2019/2020:
- Omsætning på DKK 613 millioner, 12% lavere sammenlignet med samme kvartal i 2018/19 (i lokale valutaer)
- EBIT margin på 0,3% (før særlige poster)
- Frie pengestrømme på DKK 39 millioner
Omsætningen i Q3 var samlet set som forventet. I Asien blev aktiviteten i de fysiske butikker dog negativt berørt af COVID-19 i den sidste del af kvartalet, hvorimod den vigtige e-handel samt ”business to business”-salget levede op til forventningerne. Selskabets produktleverancer blev i Q3 kun i mindre grad berørt af COVID-19, mens logistikomkostninger derimod steg.
Kvartalets frie pengestrømme var positive drevet af EBITDA samt en positiv udvikling i likviditetsbeholdningen delvist som følge af nedbringelse af lagerbeholdningen.
COVID-19 situationen forventes at påvirke forbrugeradfærd og efterspørgsel i alle selskabets væsentlige markeder og dermed også selskabets forventede finansielle performance i Q4. På nuværende tidspunkt forventer selskabet dog ikke væsentlige ændringer til tidligere kommunikerede lanceringsplaner for nye og opgraderede produkter i Q4, omend dette fortsat er forbundet med nogen usikkerhed på grund af COVID-19.
På baggrund af de foreløbige tal for Q3 og COVID-19’s forventede påvirkning af selskabets finansielle performance i Q4 2019/20, justerer Bang & Olufsen de finansielle forventninger for 2019/20 som følger:
- Omsætning: 20-29% lavere end sidste år (tidligere minus 13-18%)
- EBIT margin: Minus 10-15% før særlige poster (tidligere minus 4-9%)
- Frie pengestrømme: Negativt DKK 200-350 millioner (tidligere negativt DKK 100-150m)
Som følge af den nuværende markedssituation er forventningerne forbundet med en høj grad af usikkerhed. Selskabet henviser i øvrigt til de fortsat gældende generelle forudsætninger i relation til selskabets finansielle forventninger for året, som beskrevet i Q2 rapporten.
CEO Kristian Teär udtaler:
“Samlet set var omsætningen i Q3 som forventet, og vi har kun oplevet mindre udfordringer med produktleverancerne som følge af COVID-19. Vi følger situationen nøje, men vi forventer, at COVID-19, og usikkerheden forbundet med den nuværende markedssituation, vil påvirke forbrugeradfærd og efterspørgsel på alle større markeder, hvorfor vi justerer vores drift og finansielle forventninger. Vi fremskynder nu omkostningsprogrammet påbegyndt i december og forventer at kunne orientere markedet herom snarest.”
Grundet situationen, udsætter selskabet indtil videre kapitalmarkedsdagen oprindeligt planlagt til den 3. april 2020. Selskabet vil i stedet, i forbindelse med delårsrapporten for Q3 den 2. april 2020, komme med en opdatering på de vigtigste strategiske prioriteter for 2020/21 og en strategisk retning for fremtiden.
For mere information, kontakt venligst:
Martin Raasch Egenhardt
Director, Investor Relations
Telefon: +45 5370 7439
Jens Gamborg
Head of Group Communications
Telefon: +45 2496 9371
Vedhæftet fil